Home / Arbejdspladsen / Spring ikke frokosten over

Spring ikke frokosten over

Spring ikke frokosten over

I en tid hvor de fleste oplever et stressende arbejdsliv, er det endnu vigtigere at være bevidst om, hvad der kan skabe en sund og balanceret arbejdsdag. Ikke overraskende viser forskning, at én måde at modvirke stress er: pauser, herunder frokostpausen (1).

Alle former for pauser, og ikke mindst frokostpausen, fremmer din energi, koncentrationsevne samt gør dig mere effektiv, når du vender tilbage til arbejdet.

Der er altså mange gode grunde til at prioritere frokostpausen, men mange gange kan en travl arbejdsdag og for mange arbejdsopgaver desværre stå i vejen for de gode intentioner. Mange medarbejdere føler sig til tider nødsaget til at spise sin frokost foran computeren for at nå det hele.

Dette er dog rigtig uheldigt! Udover kvaliteten af din frokostpause forringes gevaldigt, så vil en hurtig frokost foran skærmen eller ligefrem at springe den over faktisk virke stik modsat formålet om at opnå mere tid. Ultimativt medvirker dette blot til, at du går glip af den fornyede energi og effektivitet fra den gode frokostpause, som ville gavne dit arbejde (2).

Det kan være en fordel at tænke på frokostpausen som en nødvendighed til at gennemføre arbejdet bedre og således gøre den til et kerneelement, der aldrig bliver gået på kompromis med.

Den gode frokostpause

Udover at indtage et nærende og mættende måltid da kan du selv være med til at fremme en god frokostpause og dermed selv fremme de gode effekter deraf:

 

  • Slap af! Sæt dig i et behageligt område, hvor du ikke mindes om dit arbejde og ikke kan se dit skrivebord, fx i en kantine eller udenfor, hvis vejret er til det.

 

  • Slå tankerne fra! Engager dig eksempelvis i en god snak med en kollega, lyt til en podcast eller læs en god bog eller avis. Find en måde der gør det let for dig at slå tankerne helt væk fra arbejdet under frokostpausen. Forskning viser desuden, at når du er social under frokostpausen, oplever du flere positive emotioner og færre negative emotioner efter pausen. Omvendt viser forskningen, at hvis der planlægges og diskuteres arbejde under pausen, da oplever man flere negative emotioner efterfølgende (1).

 

  • Bevæg dig! Tag en rask gåtur ude i den friske luft. Blot 5-10 minutter er nok til at sætte blodomløbet og kredsløbet i gang og ligeledes slå tanker og bekymringer ud af hovedet, så du er klar til frokostpausen.  

 

Lad ikke en travl arbejdsdag eller et skrivebord, der bugner af papirer og opgaver, stå i vejen for en tilstrækkelig frokostpause. Den er vigtig for din ydeevne og effektivitet og ikke mindst for dit velvære, som i sidste ende er det vigtigste at værne om.  

 

Velbekomme ☺

 

Julie Bowall


Cand.psych. v/Københavns Universitet

Mindfulness Practitioner v/ Mindfulness Akademiet

Stifter og adm. direktør af Greenwitch

 

Kilder:

1: Fritz, C. et al. 2013, Embracing work breaks: Recovering from work stress, Organizational Dynamics, (42), p. 274-280.

2: C. Fritz, F. Lam & G.M.  Spreitzer, 2011, It’s the little Things That Matter: An Examination of Knowledge Workers’ Energy Management, Academy of Management Perspective, (25), p. 28-19