Home / Nyheder fra Frokostfirmaet / Tre appetitvækkende grunde til at huske morgenmaden

Tre appetitvækkende grunde til at huske morgenmaden

Dette er IKKE den klassiske prædiken om, hvor vigtigt det er at huske dagens første måltid.
Du er sikkert blevet fortalt en million gange, at morgenmad er dagens vigtigste måltid. At det er i dette måltid vi henter energi til dagens forcer. At det er her vi ligger bunden, så vi ikke går sukkerkolde inden vi rammer frokosten…

We get it! Alligevel enten glemmer eller skipper flere af os morgenmaden i farten.
Bare rolig! Vi skal nok spare dig for den moraliserende enetale. I stedet har vi samlet tre delikate grunde til at morgenmaden, hverken behøver at være besværlig, tidskrævende eller uinteressant. Prøv f.eks. skyr med knasende granola; en dessertlignende overnight oat eller en simpel spinatomelet.

Morgenmad #1: Skyr med granola

Skyr… okay, det er sundt siger de – og hvad så? I sig selv kan skyr være en syrlig og kedelig oplevelse. Er du også ved at kløjes i det hypede islandske mejeriprodukt? Husk: ”it’s all in the toppings”! Tilsæt en variation af årstidens frugt, nødder og kerner. Giv også skyren en klat akaciehonning. Eller prøv at toppe med denne lette og knasende granola:

granola_blog

Ingredienser til et stort glas granola:

1 dl havregryn (kan undlades)
1 dl groft hakkede mandler
0,5 dl solsikkekerner
0,5 dl græskarkerner
1 spsk chiafrø
0,5 dl honning

Rist alle nødder, kerner, gryn og frø på en pande til de er gyldne.
Tilsæt til sidst honning og fordel godt. Lad granolaen afkøle på et fad.

Vi anbefaler, at du laver et stort glas i weekenden, når du har masser af tid. Så har du sprødt tilbehør klar hver morgen. Pynt gerne med akaciehonning og figner, som vi har gjort det. Lækkert og let!

Morgenmad #2: Overnight oat

Grød… Endnu en gammeldags spise, der har fået nyt liv gennem de seneste år. Det nye er at lave den i køleskabet. Mens du sover. Og det er slet ikke så tosset endda. Du sparer tid på tilberedning om morgenen, og så kan du spise den på farten, hvis du har rigtig travlt. Den såkaldte Overnight Oat (køleskabsgrød) findes i et hav af variationer. Her har vi forsøgt os med en frisk hindbærudgave inspireret af pigerne fra Twin Food.

Ingredienser til ét stort glas:

1,5 dl havregryn
2 spsk chiafrø
1 tsk vaniljesukker
1 dl mælk
1 dl skyr
en stor håndfuld friske hindbær

Rør alle ingredienserne godt sammen i en beholder. Stil beholderen i køleskabet til morgenen efter. Hælde lidt ekstra mælk ved inden du spiser. Top gerne med lidt hakkede nødder eller friske bær.

Morgenmad #3: Omelet med spinat

Æg har et højt proteinindhold og mætter derfor utrolig godt og i lang tid. Og så er det let.
Har du lidt ekstra tid en morgen? Forkæl dig selv med denne simple morgenmad. Pisk en omelet sammen af følgende ingredienser, og steg i rigelige mængder varm olie. Når æggemassen har sat sig, er den klar til servering.

Ingredienser til én omelet

2 æg
2 spk. koldt vand
en stor håndfuld groft hakkede spinatblade
lidt salt og peber
lidt tørret chili

Spis med et stykke ristet rugbrød og pynt gerne med et par spinatblade.
Et voilà! Mættende morgenmad uden anstrengelser.

Her har du altså tre gode bud på, hvorfor du ikke bør undvære morgenmaden. Så let og lækkert, at du ikke kan lade være. Ikk’? Vi håber, at dette indlæg vil give dig inspiration – og måske fornyet mod på morgenstundens måltid.

Synes du, det er lettere at spise morgenmaden på jobbet? Læs her om dine muligheder for at få morgenmad med Frokostfirmaet.
Læs også Frokostfirmaets seks grunde til at drikke juice på jobbet.